Om parsamtaler

Med mine mere end 25 år som autoriseret psykolog og fra min psykologpraksis i hjertet af København tilbyder jeg individuelle samtaler, par check-in og parsamtaler.

Jeg hjælper par med at genetablere kontakt, styrke kommunikationen og bryde de fastlåste mønstre, der skaber frustration, skænderier og tavshed.

I kan også være par med god kontakt, der ønsker at fastholde og udvikle sunde samlivsmønstre gennem regelmæssige par check-ins.

Med udgangspunkt i et roligt, neutralt nærvær og evidensbaserede metoder er mit fokus at skabe et trygt rum, hvor begge parter bliver hørt og forstået.

Mål for parsamtalerne kan være mangeartede, men et delmål vil altid være at kunne give udtryk for sine behov og ønsker på en konstruktiv måde, samt at kunne lytte, virkelig lytte, med empati for den anden.

Temaer for parsamtaler

Der er nok ikke to parforhold, der leves helt identisk, dertil er der for mange faktorer, der påvirker parforholdets og vore sinds mange krinkelkroge.

Når det er sagt, så er der en lang række parforholdstemaer, følelser og dynamikker, som vi nemt kan genkende, og som virker næsten universelle for os, der har prøvet at gå fra at være een til to - til en hel familie, og nogle gange tilbage igen.

De temaer, som ofte fylder hos de par, jeg sidder over for, er måske også genkendelige for jer:

  • Quiet-divorcing, hvor I lige så stille er gledet fra hinanden

  • Sammenbragte familier

  • Arbejde-familie prioriteringer

  • Tillidsbrud, utroskab og misbrug

  • Kriser i livet

  • Dårlige, fastlåste kommunikationsmønstre

  • Tilbagevendende konflikter

  • Den gode skilsmisse

I kan også være par med god kontakt, der ønsker at fastholde og udvikle sunde samlivsmønstre gennem regelmæssige par check-ins.
 

Den gode skilsmisse

Måske findes den ikke, 'den gode skilsmisse'. Der vil altid være parter involveret, der ikke har valgt skilsmissen, og som ikke er enige i beslutningen. Ofte tænker vi her på den ikke-besluttende part, men også børn, forældre, andre nære relationer bliver påvirket af beslutningen - og af tiden efter.

Samtaler før, under og efter skilsmissen kan hjælpe jer til at stille jer værdigt over for hinanden og sikre, at I gør, hvad I kan (som ikke altid er det samme, som det, I har lyst til) for at passe på jer selv og de mennesker omkring jer, der påvirkes af jeres beslutning.

Skilsmisse er nogle gange den eneste rigtige beslutning. Med understøttende samtaler hjælper I jer selv til at gøre den rigtige beslutning til et værdigt forløb.
 

Par check-ins
Måske har I hørt om par check-ins? 

Par check-ins er for jer, der egentlig ikke ser jer selv være i målgruppen for parterapi, men som alligevel ser en værdi i at investere tid i at udvikle jeres parforhold.

Par check-ins er et godt supplement til jeres storbyweekender og spa-ophold - og måske en bedre investering i jer som par, på den lange bane.

Par check-ins kan tilpasses helt efter jeres behov som par. 

I et par check-in kan vi for eksempel vælge udelukkende at fokusere på styrkerne i jeres forhold, i det anerkendende, i det kærlighedsbekræftende.

I hverdagen får I måske ikke altid taget jer tid til at sætte ord på den anerkendelse af den anden og den kærlighed, som I mærker. Men det kan være en berusende oplevelse at tage jer selv alvorligt som par i et par check-in's strukturerede ramme - og lytte til de ord, som bekræfter styrken i jeres forhold.

Par check-ins er også for jer, der er i livsskifte (barn på vej, sammenbragte familier, kriser i arbejdslivet) og hvor I lige har brug for at sikre jer, at I kan mærke den anden.

Online parsamtaler
Parsamtaler kan foregå online på Microsoft Teams platformen eller via Zoom.

 

Online sessioner giver især mening, hvis:

  • Det kan være svært at finde tid i kalenderen, hvor I begge kan møde op fysisk.

  • I ikke bor i nærheden af København.

  • I er et sted som par, hvor I foretrækker ikke at være i samme rum.